På grund af fælles herkomst og blodslinjer, fælles sprog og vaner og kulturelle tilhørsforhold er pakistanerne ude af stand til at adskille sig fra Indien og skabe deres egen identitet, der kan konsolidere deres nationalitet. Det samme er indere som Sidhu, der har svært ved at acceptere pakistanere som udlændinge. Dette er, hvad der tilsyneladende går igen i ''Kan relatere mere til pakistanere''. Muligvis beklagede Sidhu deling og håbede, at Indien og Pakistan en dag ville komme sammen og vende tilbage til én nation, som det altid har været i årtusinder.
''Kan relatere mere til pakistanere end med folk i Tamil Nadu'' sagde Navjot Singh Sidhu, en tidligere cricketspiller og i øjeblikket kabinetsminister i Indien Staten af Punjab for nylig efter at have modtaget en varm velkomst Pakistan under indsættelsen af Imran Khan som Pakistans premierminister, hvor han deltog som en personlig gæst hos Khan. Han talte om kastetilhørsforhold, lighed i madvaner og talesprog som faktor, der er ansvarlig for hans følelse af forbindelse til Pakistan. Måske mente han sin tilknytning til Punjabi-talende mennesker og deres kultur på den anden side af grænsen, men han har helt sikkert skabt en kontrovers i Indien over hans udtryk for manglende evne til at forholde sig til sine medindianere i Tamil Nadu.
Moderne nationer er baseret på religion, race, sprog, etnicitet eller endda ideologi. Det er ensartetheden af mennesker, der normalt skaber en nation. Indien er et mangfoldigt land på alle disse dimensioner. I en stor del af historien var Indien heller ikke én politisk enhed, men eksisterede altid som en nation omend i subliminal form i folkets hjerter og sind. Historisk set har Indien aldrig defineret sig selv i form af ensartethed mellem mennesker. Fra ateisme til sanatanisme har selv hinduismen været et sammensurium af adskillige forskellige og modstridende trossystemer. Der har aldrig været et enkelt trossystem, der kunne bringe mennesker sammen i form af nation.
Tilsyneladende har Indien aldrig været et land af troende i ét kodificeret system. I stedet søgte indianerne sandheden (tilværelsens natur) og befrielse. Ved at søge sandhed og frihed eller befrielse fra samsara, fandt folk enhed, der løst forenede de forskellige mennesker. Sandsynligvis er dette den usynlige røde tråd, der forbandt indianerne sammen i årtusinder. Dette er muligvis kilden til 'respekt for mangfoldighed', den ultimative kilde til indisk nationalisme. Sidhu ser ud til at have savnet at værdsætte dette, hvilket han ubetinget burde undskylde til sine borgere fra syd.
Pakistansk nationalisme er på den anden side baseret på ''ensartethed'' af religion. Grundlæggerne af Pakistan kom med ideen om, at muslimer i Indien danner en separat nation, og historiske processer fører til deling af Indien. Dette delte i sidste ende indiske muslimer i tre dele, hvor Indien stadig var hjemsted for det største antal muslimer. Religion kunne ikke holde pakistanere sammen, og Bangladesh blev dannet i 1971. Pakistansk nationalisme er i dag defineret som anti-indianisme. Der er intet til at holde pakistanere sammen end denne negative følelse af anti-indianisme.
På grund af fælles herkomst og blodslinjer, fælles sprog og vaner og kulturelle tilhørsforhold er pakistanerne ude af stand til at adskille sig fra Indien og skabe deres egen identitet, der kan konsolidere deres nationalitet. Det samme er indere som Sidhu, der har svært ved at acceptere pakistanere som udlændinge. Dette er, hvad der tilsyneladende går igen i ''Kan relatere mere til pakistanere''. Muligvis beklagede Sidhu deling og håbede, at Indien og Pakistan en dag ville komme sammen og vende tilbage til én nation, som det altid har været i årtusinder. Er dette muligt? For flere år siden kan jeg huske, at jeg stillede dette spørgsmål til Imran Khan på et af møderne i Chatham House, og hans umiddelbare reaktion var ''vi har udkæmpet fire krige med Indien''. Så ikke før fortællinger og historieopfattelse på begge sider konvergerer. Sidhus bemærkning og Bollywood-film som Bajrangi Bhaijaan kan være medvirkende faktorer.
***
Forfatter: Umesh Prasad
Forfatteren er en alumne fra London School of Economics og en tidligere akademiker baseret i Storbritannien.
Synspunkter og meninger, der er udtrykt på denne hjemmeside, er udelukkende forfatterens(e) og andre bidragyder(e), hvis nogen.
