For en gennemsnitlig indianer minder selve omtalen af ordet 'Swadeshi' om Indiens uafhængighedsbevægelse og nationalistiske ledere som Mahatma Gandhi; høflighed kollektiv social hukommelse fra den seneste fortid. Det var sådan, jeg forbandt mig med Dadabhai Naorojis 'drain of wealth theory' og fattigdom og den verdensberømte, ikke-voldelige kamp for frihed mod den britiske økonomiske kolonialisme, da jeg tilfældigvis helt tilbage i 2006 bemærkede metalpladen på foran en bygning i det centrale London, hvor man nævner "Dadabhai Naoroji boede i dette hus" som medlem af Underhuset.
Indiens kamp for uafhængighed blev stort set udkæmpet på planken af 'swarajya (selvstyre) for swadeshi (made in India)' og boykot af udenlandsk fremstillede importerede varer.
Swadeshi var blevet næsten et helligt ord, der stadig vækker følelsen af nationalistisk inderlighed og patriotisme. Men ud over følelsesmæssig inderlighed var Swadeshi et meget sundt økonomisk princip. Det blev behørigt anerkendt i aktion, da økonomisk selvhjulpenhed blev nøgleprincippet bag genopbygningen af nationen i Indien efter uafhængigheden, som afspejlet i storstilet industriel udvikling forkæmper af Nehru som premierminister og mere relevant i 'selvafhængighed i fødevareproduktion' i spidsen af Indira Gandhi senere.
Men i firserne mistede Indien swadeshi til 'globalisering og fri handel«. Denne gang var Storbritannien allerede holdt op med at være et produktionscenter og var ikke længere på jagt efter markeder.
En ny form for kolonialisme var på vej, og den nye dragemester var lydløst superaktiv på jagt efter nye markeder for sine fremstillingsindustrier.
Kina er nået meget langt fra en fattig nation på halvtredserne til en ultra-rig neo-imperialistisk magt i dag, der kaster billige lån til udviklingslande for at bygge veje, havne og jernbaner for at bringe billige kinafremstillede produkter på markederne for at sælge dem.
Og gæt, hvor finansielle muskler eller Kinas rigdom er kommet fra? Du kan stadig tænke på Dadabhai Naoroji's 'afløb for rigdomsteori'. Ingen ville have bemærket dette, hvis kineserne ikke havde kastet fejlen af dårlig forvaltning af Corona-krisen. Kampen mod corona-virus krævede et stort udbud af masker, testsæt og andre sådanne genstande fra Kina. Pludselig mærkede alle afhængighedskvalerne, da alle fremstillingsindustrier er i Kina. Pludselig bemærker alle, at alle udviklede lande er i total ødelæggelse med enorme menneskelige og økonomiske omkostninger, men Kina er stort set upåvirket og har faktisk gået stærkt.
Ligesom mange lande blev Indien også til "markedet" for billige kinesiske produkter (for at være præcis, blandt de største markeder).
Indiske lokale industrier næsten decimerede på grund af konkurrence fra billige kinesiske produkter. Nu bliver selv guder fra Ganesha og andre guder fremstillet i Kina til tilbedelse i Indien. Det siges, at den indiske farmaceutiske sektor ville kollapse om en uge, hvis API-importen fra Kina stoppes i en uge. Det seneste forbud mod telefonapps er ikke engang toppen af isbjerget.
Endnu en gang er Indien blevet til et marked for udenlandsk fremstillede varer, men denne gang er det ikke et demokratisk Storbritannien, men et såkaldt kommunistisk Kina.
Historien har gentaget sig selv, uden at nogen har bemærket det. Men hvordan gik alle vild i globaliseringens gaga?
Indiske politiske partier og politikere på tværs af spektret var sandsynligvis for optaget af at opdage nye teknikker til at blive ved magten og vinde valg, mens deres kinesiske kolleger brændte midnatolie i omhyggelig planlægning for nationsopbygning og konsolidering af Kinas position i verden.
Pyt, nu har vi 'Atma Nirbhar Bharat', det vil sige 'Selvhjulpen Indien'. Men Indien er bestemt kommet en fuld cirkel.
Når man ser på, hvordan "drain of wealth-teorien" er blevet ignoreret af hans efterfølgere, ville Dadabhai Naoriji have vendt sig på sit hvilested.
***
Forfatter: Umesh Prasad
Synspunkter og meninger, der er udtrykt på denne hjemmeside, er udelukkende forfatterens(e) og andre bidragyder(e), hvis nogen.
